Mandagshilsen fra Oksbøl

Noget af det eneste der er værre end at vågne mandag morgen, er at gøre det i Oksbøllejren. Det regnner. Det er koldt. Og det er Oksbøl. Jeg drømmer mig hjem til mandagsfyraften, som jeg iøvrigt må vente fem dage med at komme hjem og holde. Jeg har ikke noget nyt at berette i forhold til de utallige historier der allerede bliver fortalt om det forfærdelige liv i militæret. Men lad mig opsummere. Maden stinker. Seriøst, jeg kan ikke begribe at det er muligt at trække så meget af smagen ud af frikadeller og kartofler. Ingredienser: Gummi. Gummi. Og gummi. Salt og peber kan man selv drysse over bagefter.
Så skal man skynde sig. Skynde sig og blive færdig. Hvorfor? For nu har vi travlt med at skynde os med at vente. Fredag synes meget langt væk.
Privatliv kan der vinkes farvel til. Man er kun alene når man går ud for at skide. Så der sidder vi side om side og nyder et kvarters privatliv i fred ad gangen.
Det aller værste; jeg har kun fået en halv kop kaffe i morges - og den smagte afskyeligt!

det er mørkt når vi står op

Så blev det mandag igen; og jeg behøvede ikke engang kigge på kalenderen for at finde ud af det.

Det er jo blevet mørkt! Altså, om morgenen når man står op. Hvorfor skal man dog også dét? Mine medbillister opdagede det tydeligvis for sent, resulterende i at jeg måtte holde hélt stille i bilkø - farligt! Jeg falder jo i søvn.

Ulykkeshurlumhej og endnu et vejarbejde resulterede i at min første kop morgenkaffe blev op mod hele 12 minutter forsinket. Det er kritisk, og nærmest livsfarligt.

I det mindste var jeg forholdsvist veludhvilet. Ombygningsophørsudsalg på Masken Bar sendte mig hjem i seng ved 18 tiden i går!