Ud af døren 7:15 med hundrede og lidt for meget i timen derud af. Mandag morgen skal tanken altid fyldes op, og af en eller anden grund har Shell i Valby besluttet sig for at man skal traske helt ind i butikken for at få at vide at pumpen er frigivet før man kan tanke. Hvor "ånded"! Det giver jo ingen mening, at jeg skal henvende mig i butikken, blot for at få at vide at pumpen er frigivet. Insisterede de derimod på at få et kørekort i depositum, eller at benzinen blev betalt med det samme, ville jeg kunne forstå det. Men de skal åbenbart bare se i mine blå øjne og konstatere at jeg ikke er typen der kører før jeg har betalt. To kostbare minutter af min mandagsshow bliver således unødvendigt stjålet.
Med en liter kakao til morgenmad i hånden suser jeg herefter alt hvad Fiat Panda kan trække udaf E20 i vestgående retning mod Slagelse, hvor jeg ankommer 8:15 klar til mandagsarbejdet der har ventet på mig hele weekenden. Eller, klar er ikke ordet - mødt op er en bedre betegnelse. Kaffen er først løbet igennem 8:45 så klar kan man ikke være før 9. Det har brigadestaben svært ved at forstå. De tænker at kaffe ikke er en tvingende nødvendighed før man er fyldt tredive eller har fået børn. Børn er undskyldningen for alt. Når man har børn er det altid forståeligt at man aldrig kommer til tiden. Man kan køre før, fordi det er éns tur til at hente. Man kan sågar blive hjemme, fordi ungen har ondt i maven. Jeg vil sgu også have nogen børn, så jeg kan træde ind i de rigtige voksnes fællesskab.
Og så lige en ting til. Nu er det jo valg på torsdag. Det bliver jeg mindet om i hver eneste reklamepause i radioen. Hvor er jeg træt af samtlige valg-radio-reklamer. Især fra 3F. Hvad sker der for at en fagforening laver reklamer mod ét parti. Hvorfor skal jeg lokkes til at stemme på et parti pga et catchy slogan eller to med den rette baggrundsmusik? Oven i hatten var Villy i studiet imorges. Jeg har fundet ud af at han foretrækker sommerferie i Thy fremfor Thailand og køber økologiske æg når det er muligt. Han foretrækker øl fremfor vin, gerne til et slag whist. Vigtige budskaber, når nu politik absolut skal personificeres så meget at politikken bagved ansigterne og navnene ikke betyder en skid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar