"Hold nu op, Mads!"
"Mandage er da ikke anderledes end andre dage?!"
Meget vel, men hvad er det så, der gør dem så uudholdeligt uudholdelige, at det ikke engang behøver at være mandag, og man i sidste ende kan opleve at en mandag er blevet forskudt til efterfølgende tirsdag. Hvorfor virker vækkeuret aldrig lige så godt om mandagen, som resten af ugens dage. Søndag undtaget, selvfølgelig, der er ikke noget der skal ringe der. Og hvorfor er der altid flere biler på vejene mandag morgen? Har man tid til morgenmad mandag er det næsten hundrede procent sikkert, at den sidste dråbe mælk netop er blevet drukket, og en tør skål cornflakes må efterlades. Den tomme mavesæk skal med på arbejde - desværre. Garderoben ved også hvornår det er mandag, der gemmer den nemlig alle de rene skjorter.
Dér står man så midt i en snedrive, der mandags-strategisk har placeret sig korrekt ved siden af min bildør, og er altså stået op tidligst fem minutter efter man skulle have været ude af døren, fordi vækkeuret holdte mandag og ikke rigtig gad at stå op. Maven rumler fordi køleskabet altid er mere mælketørstigt på starten af ugen. Og så lugter man.
Jeg elsker min bil, det gør jeg virkelig. Fiat Panda, knap 2 år gammel og for nyligt fejrede vi det skarpe hjørne - hans første 20.000 km! Vi har lært hinanden rigtig godt at kende på det halvandet år og de 17.500 km vi har kørt sammen, og vi er også ret ens. Vi passer godt sammen. Én lighed jeg kunne undvære er dog pandas mandagshumør. Det er nemlig ligeså råddent som mit eget, og det gavner ikke ligefrem min morgen. Det er ligesom at han ikke helt kan bestemme sig for, om vi kan køre, eller ej. Det ene øjeblik accelererer vi, og det næste har vi glemt hvor hjulene er. Det er et tydeligt tegn på mandagitis, jeg selv har oplevet med mine egne ben adskillige gange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar