Stemmen af mandag

En mandag morgen med diskussion, cykel, tog og bil. 

06:30. Alarmen går. Den har givet op før jeg for alvor får slået øjnene op, men guapo afløser heldigvis vækkeuret og får dem op. Men det er jo ikke kun øjnene der skal op. Det skal resten af kroppen også. Guapo er mere overbevist om at jeg skal op end jeg selv er. Jeg er nemlig lige i gang med at diskutere med mandagens stemme. Jeg husker at jeg er på Østerbro uden bil og at jeg vist nok blev enig med mig selv om at cykle på arbejde. Så er mandag overbevist om at jeg lige skal samle kræfter fem minutter mere. Mandag siger at det er koldt udenfor, og at det er uretfærdigt at vi skal stå op. Jeg er begyndt at træne denne dialog, så jeg formår at holde øjnene åbne, også fordi guapo ihærdigt minder mig om at jeg skal stå op. Vi kan jo godt lige... begynder mandag - og jeg får ham stoppet. Svar nej til alle mandagens gode idéer, som altid virker vildt logiske når man skal op.

07:15 træder jeg de første skridt i pedalerne. Jeg går ruten på arbejde i gennem i hovedet og mærker i mine ben. Det er ikke meningen du skal cykle så langt på arbejde. Ikke på en mandag, i hvert fald. Din krop er ikke bygget til at gøre sådan. Du skal cykle ned til toget. Drej til venstre her. Jeg adlyder. Logikken er for åbenlys. Jeg skal ikke cykle på arbejde. I toget finder jeg ud af, at jeg ikke er vågnet endnu. Jeg er stadig i fuld gang med at falde i søvn. Jeg er stadig mere igang med at falde i søvn end at vågne op.

07:45 cykler jeg over parkeringspladsen imod min bil og ånder lettet ud. Herfra venter bare en helt ordinær mandag morgen køretur. Den kan jeg klare i søvne. Det har vi gjort så mange gange før.

08:15 kan jeg næsten dufte morgenkaffen som jeg triller op af bakken til parkeringspladsen på arbejde. Den værste del af mandag morgen er ovre, og foreløbigt tier mandag stille. Jeg drukner ham i kaffe, og vinder kontrollen over min krop. En kollega har nævnt at der er kage klokken 14. Jeg tror ikke mandag åbner munden igen før næste uge!